2024 har været et fantastisk år i Domus Felix. Kulturhuset har emmet af liv, kreativitet og fællesskab, og vi har haft glæden af at byde både gamle og nye ansigter velkommen.

Et år fyldt med kultur og fællesskab
I løbet af året har vi afholdt en lang række arrangementer, der har favnet bredt. Vores koncerter har fyldt huset med dejlig musik i alle genrer, og foredrag og live-streamede events har inspireret og engageret publikum med spændende emner og aktuelle debatter.

Skaberglæde og traditioner
De kreative kræfter har været i højsædet med kunstudstillinger og workshops. Samtidig har vores faste traditioner som julemarkedet, høstfestivalen og Sankt Hans igen samlet børn og voksne til superhyggeligt samvær.

Fællespisning og Repair Cafe
Fællesspisningerne har været et stort tilløbsstykke, hvor lækker mad, fællesskab og bæredygtighed har været i fokus. Repair Cafe har givet nyt liv til ting og sager, mens den samtidig har styrket idéen om genbrug.

Felix Grønne Baghave
Domus Felix modtog i 2024 flot bevilling på 800.000 kr. fra Nordea-Fonden, som gør det muligt for os at forvandle gården, haven og engområdet på sydsiden af Domus Felix til “Felix Grønne Baghave” – et endnu mere hyggeligt og attraktivt mødested for Lejres borgere. Workshops med et væld af kreative og kompetente kræfter er i fuld gang, og hvis du har lyst til at give en hånd med, er du meget velkommen. Skriv til felix@domusfelix.dk.

Fornyelse og forbedringer
I året der gik, fik vi ny hjemmeside, bookingsystem og nyhedsbrev.
Vi glæder os også over den nymalede sal og forbedret akustik.

Tak for året der gik
Vi vil gerne takke alle, der har været en del af Domus Felix i 2024 – arrangører, frivillige og ikke mindst vores fantastiske gæster. I har været med til at gøre huset levende og til et sted, hvor kreativitet og fællesskab blomstrer.

Vi ser frem til 2025
Glæd jer til endnu flere spændende aktiviteter i det kommende år. Vi fortsætter med koncerter, foredrag, filmfestival, fællesspisninger, udstillinger og meget mere. Har du en idé eller et ønske til et arrangement, er Domus Felix altid klar til at støtte og samarbejde.

På gensyn i 2025!