D. 26. februar inviterer Lejre Historiske Forening til generalforsamling efterfulgt af foredrag

En fornem buste med stor historie
I Sæby står en smuk og kunstnerisk fornem buste diskret placeret nær gadekæret med udsigt mod den gamle skole og landskabet ved Holtensminde. Busten forestiller godsejer N. A. Holten, som ejede Krabbesholm fra 1810 til sin død og satte et markant præg på området.

Godsejeren der satte sit præg på Sæby
Holten brugte sin store formue på at forbedre forholdene for bønder og husmænd. Han opførte husmandskolonien Holtensminde, byggede den gamle skole i Sæby og finansierede genopbygningen af Sæby Kirke efter tårnets sammenstyrtning i 1823. Kirkens udsmykning blev udført af tidens store kunstnere, bl.a. C.W. Eckersberg og H.V. Bissen.

Historien bag busten ved gadekæret
Busten ved gadekæret er en bronzekopi af Bissens marmorbuste fra 1834, som i dag findes på Glyptoteket. Den blev skænket af Ny Carlsbergfondet og opstillet i Sæby i 1983.

Så næste gang du passerer stedet, kan du passende standse op og sende en venlig tanke til manden, der satte varige spor i Sæby.