Domus Felix lægger også dette efterår hus til spændende livestream foredrag fra Aarhus Univeritet. Der er gratis entré.

Kvantecomputeren
Få en intro til kvantefysikkens verden, og hør om den nye ”kvanterevolution” som udvikler teknologier der bygger på de mest paradoksale kvantefænomener.
Hør om hvordan kvantecomputere virker og hvad de kan bruges til.

Atomernes og molekylernes mikroskopiske verden er beskrevet af kvantefysikken. Den kvanteverden som kvantefysikken beskriver, er meget forskellig fra fænomener i vores dagligdag: fx er atomare partikler tilsyneladende flere steder på én gang, og målinger på dem giver altid tilfældige resultater.

Kvantefysikken revolutionerede fysikken i begyndelsen af det 20. århundrede og rystede mange fysikere i deres verdensbillede, men dens forudsigelser er siden blevet afprøvet med stor præcision i alle områder af fysikkens og kemiens verden.

I foredraget vil du få en introduktion til kvantefysikken og til en række eksisterende teknologier, og til perspektiver for revolutionerende fremtidige teknologier som virker netop i kraft af atomare partiklers kvantefysiske opførsel.

Både i Danmark og internationalt er der siden 1990’erne investeret store pengebeløb i kapløbet om at udvikle og udnytte kvantecomputere som bruger atomare kvantetilstande til at regne på mange tal på samme tid. I foredraget vil du høre hvor langt man er kommet i konstruktionen af kvantecomputere, og hvad de vil kunne bruges til når de bliver fuldt funktionsdygtige.

Dette er en opdateret udgave af et foredrag fra foråret 2020.

Foredragsholder: Klaus Mølmer professor i kvantefysik, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet

Klaus Mølmer modtog i 2025 Carlsbergfondets Forskningspris for sin banebrydende forskning inden for teoretisk kvanteoptik og -mekanik.
Læs et portræt og lyt til et interview Carlsbergfondet i den forbindelse lavede med ham.

Praktisk info
📅 20. oktober 2026
🕒 18.45 – Kort intro. 19.00–21.00 – Livestreaming af foredraget med indlagt pause. Derefter er ordet frit.
🎟️ Gratis og uden tilmelding
🍺 Øl og vand kan købes