Mathias Grip er 50 år, opvokset og bosat i Lejre – og har musik i blodet. Med en forælder, der levede af at optræde og skrive sange, var det næsten givet, at musik også ville blive en del af hans liv. I sine 20’ere og 30’ere blev det hans levevej: konservatoriestudier, turnéliv og udgivelser.
Men som han selv siger, blev han “voksen”, fik barn – og så skulle der mere stabilitet til.
Fra eventmager til underviser – et arbejdsliv i mange farver
Efter en periode som selvstændig eventmager og handyman, fandt han vej ind i skoleverdenen. Først som efterskolelærer og siden som musikunderviser og administrativ medarbejder. Dertil kommer jobbet som kursuskoordinator i et firma, der underviser i rejsesikkerhed. Det er et arbejdsliv sammensat af mange dele – eller som han selv kalder det: et “crazy CV”, skabt af at bruge det, man har for hånden.
En rød tråd gennem et farverigt CV
Når man spørger ham, hvad der binder hans rejse sammen, peger han tilbage på årene som freelancemusiker. Et liv, hvor man banker på mange lukkede døre, og hvor få åbner sig. Et liv med slunkne måneder, lave faste udgifter og en kludetæppeøkonomi.
Når initiativ skaber fællesskab
Men det var også et liv, der lærte ham noget vigtigt:
At stå på usikker grund. At gå efter drømmen, før man helt kan se den. At bygge sit arbejdsliv op stykke for stykke.
“Det karrieremæssige afsæt stiller én godt i modvind,” siger han – og så er man ikke så bange for at have mange hatte på.
Det er en opskrift, han stadig bruger.
Ildsjælen, der håber andre vil lege med
Erfaringerne fra musiklivet har givet Mathias mere end tekniske færdigheder. Han taler om viljestyrke, gå-på-mod og et netværk af mennesker fra vidt forskellige brancher – mennesker, der gerne vil lege med, fordi man er vant til at hjælpe hinanden i kreative miljøer.
“På mange måder er jeg den klassiske ildsjæl,” siger han. En, der gerne går forrest og håber, andre har lyst til at være med.
Det afspejles tydeligt i hans frivillige engagement:
Bestyrelsesarbejde i Lejre Erhvervsforum, Kulturkaravanen, Kulturforeningen Lejre Live og ikke mindst Kulturhus Domus Felix, hvor han har været en fast del af holdet i flere år.
Når sofaen og chipsene kalder
Selv ildsjæle skal lade op. Mathias indrømmer, at det med at passe på sin energi ikke er hans stærkeste disciplin. Han får meget energi ud af at engagere sig – men er blevet bedre til at lytte til sin krops signaler og ikke længere ignorere udmattelse.
Og så er der dage, hvor han bare bliver på sofaen med en pose chips. Det må man godt.
Fra kultur til lokalpolitik
For Mathias var vejen ind i lokalpolitik egentlig bare en forlængelse af noget, han altid har gjort: Hvis man savner noget, må man selv skabe det. Han savnede at blive hørt. At blive involveret i kommunens store beslutninger. Og han var træt af at stå tilbage med konsekvenserne af beslutninger, der virkede besynderlige set fra lokalsamfundets perspektiv.
Det førte blandt andet til dannelsen af en borgergruppe og senere til, at han var medstifter af lokallisten Nærdemokratiet, der arbejder for bedre borgerinddragelse i Lejre.
Et kulturliv båret af ildsjæle
Når Mathias kigger på kulturlivet i Lejre, er han både begejstret og realistisk.
Der sker meget, men økonomien er ofte begrænset, og kulturlivet er dybt afhængigt af frivillige kræfter. Heldigvis er der mange af dem.
Samtidig er kommunen fragmenteret af 49 nærsamfund, som ikke altid har optimale betingelser for at finde sammen. Det ser han som en udfordring – og som en mulighed for at løfte hinanden, hvis man lykkes med at binde fællesskaberne tættere sammen.
Fællesskab som brændstof
Som udpræget ekstrovert trives Mathias i fællesskaber. Han lever i en lille familie med sin datter Rosa – og derfor er fællesskaberne uden for hjemmet ekstra vigtige.
De giver ham energi, retning og en følelse af at høre til.
Domus Felix som Lejres åndelige tankstation
Når snakken falder på Domus Felix, skinner hans engagement igennem.
For Mathias er huset en livsnerve for landsbyen. Han kalder det både “kulturens sportshal” og “byens ånds-tankstation” – et sted, hvor man tanker inspiration, fordybelse og samvær.
Der ligger ingen personlig vinding i hans bestyrelsesarbejde, siger han. Det føles snarere som en borgerpligt at bidrage, når man kan.
Han beskriver det sådan:
“Forestil dig, at Domus Felix ikke fandtes. Det dur´ jo lissom ikke. Det svarer til en bil uden drivmiddel, en dartspiller uden dartskive eller et dansepar uden musik.”
En kulturbærer i konstant bevægelse
Mathias Grip er en af de mennesker, der får ting til at ske.
Ikke fordi han jagter titler eller prestige, men fordi han ikke kan lade være.
Fællesskabet kalder, kulturen kalder – og Lejre kalder.
Og han svarer igen.
Med musik i bagagen, ildsjæl i hjertet og en pose chips klar til de dage, hvor det hele lige skal have lov at stå stille.