Tv-vært og journalist Petra Nagel modererer samtalen efter LEJRE:DOX-filmen Ølparadiset. Hun er kendt for sin nærværende stil og sin evne til at skabe åbne og engagerende dialoger.
Du er uddannet journalist, men mange kender dig i dag som tv-vært. Hvornår oplevede du første gang, at værtsrollen blev din primære fortælleform – og hvad tiltrak dig ved den?
Jeg blev spurgt om jeg ville prøve at lave et program, der skulle handle om at være single og lede efter en partner midt i en verden, hvor datingkulturen stadig var bundet op på det menneskelige møde, med alt hvad det indebærer af usikkerheder og sårbarhed.
Det blev til “Petra dater hele verden” og dér kunne jeg mærke at det faldt mig meget naturligt at tale til kameraet og forsøge så vidt muligt at fjerne al filter og være så ærlig som muligt.
Lige siden det program har jeg haft det ret afslappet med at anskue kameralinsen som en ven, jeg taler med og til og ikke lade mig forvirre eller ændre på mit udtryk, ved tanken om at mange skulle se med:)
Jeg blev overrasket over, hvor godt det blev taget imod fra folk, som følte sig spejlet i netop den måde at se én inde i fjernsynet vende vrangen ud på sig selv, så det gav mig mod til at fortsætte med at gøre netop dét.
Mellem journalistik og underholdning
Når personlighed må fylde – uden at historien forsvinder
Du har arbejdet i både morgen-tv/Go’aften Live og realityformatet Bachelor og Bachelorrette, som er to forskellige genrer. Hvordan ændrer din rolle sig, når journalistikken møder underholdning?
Jeg sondrer egentlig ret klart mellem, hvad der er ren journalistik og hvad der er underholdning. Men jeg har også oplevet at det kan være fint, at lave journalistik på en underholdende måde. Man kan sagtens dryppe lidt personlighed og noget karisma ind i den journalistiske sfære, uden at give køb på de krav, der bliver stillet.
Det er klart, at man ikke skal inddrage sig selv i alle historier, hvor det er irrelevant, det orker folk simpelthen ikke. Men der er også noget fedt i, at man kan mærke det menneske, der fortæller historien.
Som når en kunstner underskriver et værk. “Ahaaa det er hende, der har malet eller skabt det stykke kunst. Det giver mening”, det samme gælder når jeg går på skærmen. Så må folk godt kunne mærke, at det er mig, der fortæller historien. Uden at jeg overtager den, og gør mig selv vigtigere end den.
En stor del af dit arbejde handler om at få mennesker til at åbne sig foran kameraet. Hvilke greb bruger du for at skabe tillid på kort tid?
Tillid opstår i mødet
Om at få mennesker til at åbne sig foran kameraet
Jeg har hele mit liv, og selv da jeg var barn og ung, haft enormt nemt ved at tale med mennesker. Jeg kan på en eller anden måde afkode de fleste, og går ind i mit møde med dem med elegante træsko på, hvis det giver mening.
De åbner sig op og vil gerne fortælle om deres liv og kerne til mig, og jeg ser det som en kæmpe tilkendegivelse af, at jeg må indgyde noget troværdighed og tillid, som man gerne vil åbne sig op overfor.
Det er jeg stolt over, og meget taknemmelig for. Jeg giver meget af mig selv i stort set alle samtaler, og nogle slår sig måske lidt på det, men jeg oplever mestendels at folk giver tilbage og vil den dybe og ægte samtale.
Bevidste valg for et bæredygtigt familieliv
At balancere tv-arbejde, rejser og hverdagen i Lejre
Du har tre børn og et arbejde, der indimellem sender dig ud i verden. Hvordan får du familieliv og arbejdsliv til at hænge sammen i hverdagen, og hvilken rolle spiller det at komme hjem til Lejre igen?
Min mand og jeg har valgt at flytte til Lejre og ind i en ret billig bolig set i sammenligning med København, hvor vi kom fra, for netop at kunne få familieliv og arbejdsliv til at gå op.
Det var ganske velovervejet og med en drøm om, netop ikke at drukne i frustrationerne over, ikke at kunne følge med. Det er som de fleste børnefamilier kan nikke genkendende til, ret svært at få netop arbejdsliv og det “gode” familieliv til at gå op, medmindre man træffer nogle valg.
I vores tilfælde var det, at sætte sig billigt, og dermed kunne arbejde mindre og have mere tid sammen. Dermed ikke sagt, at jeg ikke savner at møde ind på en redaktion, have kolleger og knokle på, for det gør jeg bestemt. Men jeg savner ikke følelsen af, at drukne i umulig logistik og uforløst forældreskab.
Roen uden for mediebranchen
Hvordan livet i Lejre giver nye perspektiver
Du bor i Lejre og har boet her i halvandet år. Hvad betyder det for dig at have en lokal forankring væk fra mediebranchen, og oplever du, at omgivelserne påvirker din måde at arbejde på?
Vi har boet i Lejre i halvandet år, og jeg elsker det virkelig. Jeg holder virkelig meget af naturen herude, også selvom jeg sagtens kunne være bedre til at være i den, men bare det at kunne kigge ud af vinduerne og se årstiderne skifte og indånde nogenlunde frisk luft, har jeg det helt vildt over.
Jeg er også begyndt at mærke lokalsamfundet og hvad det giver én som menneske, at turde at bruge tid på at lære mennesker at kende. Det er fedt at danne nye relationer, også selvom at jeg er lidt utålmodig af natur, for det tager jo tid at lære mennesker at kende.
Men jeg prøver at lade det ske organisk og har en god og varm følelse i maven, når jeg tænker på de mange folk i Lejre, som er så rare og inspirerende på mange måder. Jeg synes ærlig talt, at det er vidunderligt at komme væk fra mediebranchen og den hurtige jargon og måde at omgås hinanden på, som det kan være i “storbyen”.
Samtale efter LEJRE:DOX filmen “Ølparadiset”
Petra som moderator: at åbne dialogen mellem film, følelser og publikum
Du skal moderere samtalen efter filmen Ølparadiset under Lejre DOX i Domus Felix d. 18/3. Hvad er din tilgang som moderator, og hvad håber du at få frem i dialogen mellem film og publikum?
Jeg foretrækker jo, ligesom de fleste af dem der møder op som publikum er jeg sikker på, at høre om de følelser, der har været tilstede omkring udarbejdelsen af filmen.
Altså hvordan blev den til, hvad overraskede instruktøren, hvilke frustrationer var der, hvornår var det svært at lave den her film? For Cambodia er langt fra Danmark og øl-industrien dér er jo for mange et ubeskrevet blad.
Derfor håber jeg at kunne et indblik i nogle af de områder, hvor man som dansker godt kan spejle sig. Som øl-nation må vi alt andet lige, har nogle lighedspunkter med Cambodia. Eller hvad? Det bliver interessant er jeg sikker på.